”Det kan du vel bare lære?”
Laura Rosenvinge har altid vidst, at hun har svært ved at stave, men det var mistroiske kommentarer såsom ”du kan bare komme på et kursus” og ”det kan du vel lære?”, der afholdt hende fra at gøre noget ved sin ordblindhed.
Udfordringerne mærker hun i det daglige, da hun i sit politiske arbejde ofte skal kunne handle hurtigt: ”Jeg kan ikke sætte mig og skrive en fejlfri og korrekt formuleret mail på kort tid. Og det kan være lidt svært for nogen at forstå, for det skal man bare kunne, når man som jeg har læst statskundskab.”
”På mit studiejob havde jeg svært ved at stave, og jeg syntes, det var pinligt, når jeg skulle sende en tekst til min kollega, men jeg havde aldrig været i en situation, hvor jeg følte, det var decideret grænseoverskridende at skulle aflevere en skriftlig opgave.” Det skyldtes ifølge Laura et stærkt netværk, som kunne hjælpe hende med at læse korrektur.
En overgang overvejede hun at komme på ordblindekursus hos AOF, men syntes ikke, hun havde tiden til det dengang. Der var dog særligt én skelsættende oplevelse, som skubbede Laura i retning af at få en afklaring på sin ordblindhed. Hun var i praktik hos Ballerup Kommune, og en uge inde i forløbet fik hun til opgave at udforme et notat i løbet af et par timer:
”Jeg kan bare huske, at jeg får en stor klump i halsen og har det virkelig ikke godt med det. Jeg ville jo gerne have, at vedkommende skulle lide mig, så min praktik kunne føre mig godt på vej videre i mit arbejdsliv.”
Laura husker tilbage på, hvordan hun grædefærdig troppede op hos konsulenten, som havde givet hende opgaven, og helt ærligt sagde, at hun havde problemer med at stave. Responsen var: ”Nå, men jeg kan jo bare vise dig, hvilke fejl der er, og så kan du rette det til næste gang”. Det ramte Laura så hårdt, at hun var overbevist om, at det var sidste gang nogen skulle sige det til hende. Hun var simpelthen nødt til at blive testet for ordblindhed.
Svaret på ordblindetesten fik hun i marts måned i år, og der var ingen tvivl: Laura er ordblind. ”Jeg havde regnet med, at jeg lå på det gule felt i midten af skalaen, men jeg fik et chok, da jeg fik at vide, at jeg lå i det røde felt. Jeg blev så hidsig og følte mig så svigtet. Som samfund bruger vi så mange penge på en folkeskole, som ikke havde opdaget og grebet mig i tide. Det gjorde mig virkelig vred.”
Som medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet og socialordfører for Børne- og Ungdomsudvalget er det en sag, der fylder ekstra meget hos hende, og derfor undersøgte hun også i sit speciale, hvordan man kan forbedre sagsbehandlingen for børn og unge, så det er med fokus på den enkeltes ønsker, behov og ressourcer.
En af årsagerne til, at hun er kommet i mål med sit speciale, er netop også, at hun havde en læsegruppe og et stærkt netværk, som stod klar til at hjælpe. ”Jeg har altid fået at vide, at jeg er kvik og har nogle gode ressourcer. Det er bare ikke alle, der har det. Vi har også et samfund, som ikke vil foretage for mange screeninger, fordi det er alt for omkostningstungt. Problemet er jo, at det har konsekvenser i den anden ende”, siger Laura og fortsætter med stor viljestyrke:
”Jeg vil gerne opfordre alle, der har mistanke om ordblindhed til at blive testet og komme afsted på ordblindekursus fx hos AOF. Bare fordi et handicap ikke er synligt, betyder det ikke, at man ikke har brug for hjælp. Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg havde fundet ud af det langt tidligere”.