Alle skal have chancen for at læse!

Manglende læsefærdigheder kan gøre både skolegangen og arbejdslivet til en daglig udfordring for de ramte, for ordblindhed gør hverdagen svær i et samfund som det danske, hvor næsten alle job kræver færdigheder til at læse manualer, udfylde skemaer osv.
Det flere gange prisbelønnede firma Ordblindetræning har imidlertid gennem de seneste fem år hjulpet mange børn i Esbjerg-området til en lettere hverdag i skolen, fritiden og fremtiden, og nu er turen kommet til resten af landet. Begyndende i Region Syddanmark.
Ordblindetræning indgår nemlig pr. 13. oktober i år medejerskab med de tre AOF-centre i Region Syddanmark: AOF SYD, AOF Center Sydjylland og AOF Center Fyn.
Dermed har vi bedre mulighed for at blive landsdækkende, fordi de tre centre har kontakt til andre AOF-centre over hele landet, og vi når ud til en kreds af voksne ordblinde, som vi ikke tidligere har haft kontakt til. Dertil kommer, at vi i høj grad kan trække på de administrative og organisatoriske kompetencer, som de tre AOF-centre har opbygget gennem mange år, ligesom de har ordblindeundervisere og lokalefaciliteter overalt. Det sætter os i stand til at fokusere på de ting, vi er bedst til: at lære børn og voksne at læse og skrive, siger ejerne bag Ordblindetræning i Esbjerg, Mikael Højbjerg og Thomas Mose.
- Ud over disse praktiske fordele betyder partnerskabet, at vi kan dele og lære af erfaringerne af arbejdet med henholdsvis børn, unge og voksne med læseproblemer, men også bedre muligheder for at nå ud til forældrene til de børn og unge, der har brug for hjælp – en hjælp, der måske også omfatter forældrene, så vi når rundt om hele familien, tilføjer Peter Thode Loft, der som direktør for AOF SYD glæder sig over mulighederne i det nye medejerskab.
- Her i efteråret får vi støtte fra Egmont Fonden til et projekt i Esbjerg Kommune, og med de tre AOF-centre om bord har vi bedre mulighed for at skabe øget interesse fra fonde, der ønsker at støtte undervisningen af ordblinde i hele landet. Man skal jo huske på, at vi er en socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet geninvesteres i virksomheden og dermed kommer endnu flere børn til gavn, siger Mikael Højbjerg og Thomas Mose.
Det nye partnerskab markeres med en reception den 13. oktober kl. 13-15 hos AOF Center Sydjylland på Hededammen 5 i Esbjerg.
FAKTA
Ordblindetræning
Mikael Højbjerg og Thomas Mose har begge en baggrund som folkeskolelærere, ordblindelærere og cand. pæd. pæd. i didaktik (dansk) m.m.
De er lærebogsforfattere til de anmelderroste læse-stavematerialer ”Fingernemt” og ”Fonologik”.
De har modtaget priser for arbejdet inden for læsefeltet og er bl.a. kåret til årets succes af JydskeVestkystens læsere samt vinder af Reach for Change, TV3 og Viasats Game Changer-pris på 400.000 kr.
For få dage siden blev de begavet med en donation fra Esbjerg Journalistklub på 175.000, der er øremærket læse- og stavehjælp til socialt udsatte børn og unge samt etablering af en digital platform til træning af ordblinde i alle aldre. Projektet er støttet af Egmont Fonden og afvikles i samarbejde med Esbjerg Kommune. Mange frivillige – bl.a. lærerstuderende – har allerede bakket op med at give ulønnet hjælp.
AOF i Region Syddanmark
De tre AOF-centre i Region Syddanmark er alle tre folkeoplysende foreninger, som gennemfører danskuddannelse for udlændinge, undervisning af asylansøgere, forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning (OBU), afklaringsforløb for ledige, kurser for virksomheder, aftenskolekurser og foredrag samt kurser for psykisk sårbare og udsatte unge.
AOF-centrene har til formål at udbrede kulturel og samfundsmæssig viden og forståelse samt at udbrede demokratiet i samfundet og stimulere til interessen for aktiv medvirken i samfundet.
De tre centre har tilsammen ca. 260 faste medarbejdere og 400 løse, og arbejder tæt sammen. I fællesskab driver de sprogcentrene i Esbjerg, Vejen og Varde Kommune.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Ønskes yderligere information, er I velkomne til at kontakte:
Mikael Højbjerg: – 2983 8608
Thomas Mose: – 2758 0565
Peter Thode: – 4019 1010